Venskaber

Revisoren Anders og melproducenten Mikkel havde kendt hinanden siden gymnasiet. Dengang havde Anders altid været den metodiske, lidt reserverede type, mens Mikkel var den udadvendte og kreative fyr, der elskede at eksperimentere med bagværk. Efter gymnasiet havde deres liv taget forskellige retninger – Anders havde studeret revision og bygget en karriere i en velrenommeret revisorvirksomhed, mens Mikkel havde arvet sin families lille, men traditionsrige melmølle i udkanten af byen.

Selvom de var forskellige, havde de altid holdt kontakten. Anders var Mikkels faste dommer i smagstest af nye bageeksperimenter, og Mikkel var den, der kunne hive Anders ud af sin travle hverdag til en øl og en snak om alt andet end arbejde. Men deres venskab blev sat på prøve, da Mikkel spurgte Anders, om han ville tage sig af regnskaberne for møllen.

”Jeg ved, det er et stort spørgsmål, Anders,” sagde Mikkel en aften over middagen, hvor de sad hjemme hos Mikkel og spiste hans nybagte glutenfri surdejsbrød. ”Men jeg stoler på dig. Og jeg vil hellere have en ven, der forstår min vision, end en fremmed, der kun tænker på tallene.”

Anders vidste, at det var en stor opgave. Ikke fordi han tvivlede på sine evner – han var trods alt en erfaren revisor – men fordi det var anderledes at arbejde for en ven. ”Jeg siger ja, Mikkel. Men vi skal have nogle klare linjer. Vores venskab skal altid komme først.”

De næste par måneder blev intense. Mikkel var dybt passioneret omkring sin mølle og sine produkter. Han arbejdede på at introducere nye glutenfri meltyper, som han mente kunne revolutionere markedet, men hans finansielle overblik var, for at sige det mildt, rodet.

”Mikkel, hvorfor ligger der kvitteringer fra sidste år under din kaffemaskine?” spurgte Anders, mens han gennemgik en bunke papirer, der lå spredt ud over spisebordet.

Mikkel grinede undskyldende. ”Det var den dag, jeg lavede forsøget med boghvedemel og kaffe – du ved, den opskrift, der aldrig kom videre.”

”Den opskrift, der smagte som pap,” rettede Anders med et skævt smil. ”Men seriøst, vi bliver nødt til at organisere det her, hvis du vil holde styr på din forretning.”

Deres samarbejde var ikke uden gnidninger. Mikkel havde en tendens til at ignorere Anders’ forsøg på at strukturere tingene, når han var opslugt af en ny idé. Og Anders kunne være så fokuseret på detaljerne, at han overså det større billede. Men deres venskab holdt dem på sporet.

”Husk, hvorfor du gør det her,” sagde Anders en dag, da Mikkel frustreret skubbede en bunke papirer væk. ”Du vil skabe noget unikt, og jeg er her for at sikre, at du kan blive ved med det.”

Mikkel nikkede. ”Og jeg vil aldrig finde en revisor, der så godt forstår, hvorfor jeg har brug for at eksperimentere.”

Over tid fandt de en rytme. Anders hjalp Mikkel med at få styr på regnskaberne og lægge en langsigtet plan for møllens økonomi. Mikkel begyndte at inddrage Anders tidligere i sine planer, så de kunne tage højde for både det kreative og det praktiske. Deres samtaler om økonomi blev ofte krydret med smagsprøver og diskussioner om, hvordan man kunne markedsføre glutenfri mel til en yngre generation.

En dag, da de sad i Mikkels lille kontor i møllen, kiggede Mikkel på Anders med et alvorligt udtryk. ”Ved du hvad, Anders? Jeg tror aldrig, jeg har fortalt dig, hvor meget det betyder, at du hjælper mig. Jeg kunne ikke gøre det her uden dig.”

Anders smilede. ”Og jeg tror aldrig, jeg har fortalt dig, hvor meget jeg har lært af dig om at tage chancer og følge sin passion. Du har mindet mig om, at der er mere i livet end tal og balance.”

De blev stille et øjeblik, mens lyden af møllens maskiner summede i baggrunden. Det var et øjeblik af gensidig respekt og taknemmelighed.

Årene gik, og Mikkels mølle voksede. Hans glutenfri mel blev en favorit blandt bagere og madentusiaster over hele landet, og Anders var stadig hans betroede revisor. Men vigtigst af alt var de stadig venner.

En fredag aften, efter en lang uge, sad de på terrassen hos Mikkel med et glas vin og en tallerken med friskbagt focaccia lavet med hans nyeste melblanding. ”Ved du hvad, Anders?” sagde Mikkel og skålede. ”Vi har klaret det. Både som venner og som partnere. Og det er jeg stolt af.”

Anders skålede tilbage. ”Til venskab og glutenfri eventyr. Lad os aldrig miste det vigtigste.”

 

Se også hvad vi har skrevet om: Brød og kage.