Leg på terrassen

På en solrig eftermiddag var terrassen udenfor familien Bachs hus dækket af farverige kridttegninger og grin. Fire børn, Freja, Viktor, Emilie og Jonas, sad rundt om den store terrasse med hver sin håndfuld kridt i alle regnbuens farver. Terrassens grå terrassefliser var som et blankt lærred, der bare ventede på at blive fyldt med deres idéer.

Freja, den ældste af børnene, besluttede sig hurtigt for, at hun ville tegne en kæmpestor blomst. “Den her bliver så stor, at man kan se den fra himlen!” erklærede hun stolt. Hun startede med at tegne midten af blomsten som en stor gul cirkel og fortsatte med at lave store, blå og pink kronblade, der strålede ud fra midten. Viktor, hendes bror, kiggede over skulderen på hende og grinede. “Freja, den blomst er jo nærmest lige så stor som dig selv!”

Emilie, der var lidt yngre end Freja, ville tegne en flot sommerfugl, og hun gik i gang med at tegne de store vinger. “Se her, den får et mønster!” Emilie tegnede mønstre i sommerfuglens vinger med forskellige farver – lilla, lyserød og grøn. Da hun var færdig, satte hun sig tilbage og kiggede på sit værk. “Den er så stor, at den kunne flyve op til solen,” sagde hun drømmende.

Jonas, den yngste i flokken, havde en helt anden idé. Han ville lave en by fyldt med huse, biler og mennesker. Han tog det hvide kridt og begyndte at lave konturerne af små firkantede huse. “Her er mit hus, og her bor I,” forklarede han, mens han tilføjede døre og vinduer. Han tegnede små, runde ansigter i vinduerne og sagde: “Det er os, der kigger ud!”

Efterhånden som tegningerne begyndte at fylde terrassen, fik børnene flere idéer. Freja foreslog, at de kunne lege, at hendes kæmpeblomst var en magisk blomst, der kunne transportere dem til nye steder. Hun tegnede en krans af grønne blade rundt om blomsten og sagde: “Okay, alle sammen, vi står nu i den magiske blomst! Når vi hopper ud af cirklen, kommer vi til en hemmelig jungle!”

Børnene hoppede hurtigt ind i cirklen og kiggede spændt på hinanden. Så hoppede de ud på flisen ved siden af, og straks begyndte de at lade, som om de var omgivet af høje træer og eksotiske dyr. Emilie pegede mod sommerfuglen og råbte: “Se, en kæmpe sommerfugl! Den vil gerne have os med op i trækronerne!” Hun lagde hænderne ud som vinger og begyndte at “flyve” rundt på terrassen, mens de andre løb efter hende og grinede.

Viktor fik så en idé og pegede på Jonas’ by. “Hør her, vi er taget tilbage fra junglen, og nu er vi i Jonas’ by!” sagde han. Jonas blev begejstret og begyndte at tegne små biler, der kørte rundt mellem husene. “Vi kan lege, at vi er kæmpe mennesker i den her lille by,” sagde han, mens han lod, som om han kørte en usynlig bil. Emilie og Freja sluttede sig til og gik forsigtigt rundt mellem tegningerne, mens de “kørte” og prøvede ikke at træde på husene.

Da de havde leget i byen lidt, fik Freja endnu en idé. Hun tog det lyseblå kridt og begyndte at tegne en flod, der snoede sig udenom både byen og blomsten. “Her er floden, og vi kan fiske i den!” råbte hun begejstret. De andre skyndte sig at hente de stykker kridt, der var blevet slidt ned og begyndte at lade, som om de var fiskestænger. Viktor kiggede ud over flodens kridtlinje og skar en grimasse. “Jeg tror, jeg ser en kæmpe fisk!” Han kastede “fiskesnøren” ud og lod, som om han kæmpede med den imaginære fisk, mens han råbte: “Den er stor! Jeg har fanget den!”

Børnene grinede, og Jonas tog hurtigt et orange stykke kridt og tegnede en kæmpe fisk midt på flisen ved siden af floden. “Se! Det var den her, du fangede,” sagde han med et stort smil, og Viktor nikkede tilfreds. “Den største fisk nogensinde!”

Efter nogle timers leg og mange flere tegninger rundt om på terrassen, satte børnene sig tilbage og betragtede deres værk. Der var et væld af blomster, dyr, huse, en flod, og små biler overalt. Farverige kridttegninger dækkede næsten hver eneste flise, og solen begyndte langsomt at gå ned og lyse tegningerne op i de sidste solstråler. De blev siddende i stilhed et øjeblik, tilfredse og trætte, men også klar på at få endnu flere idéer til deres næste eventyr.

“Jeg tror, vores kridt tegninger bliver til en magisk by, når vi ikke er her,” hviskede Emilie med et lille smil. Freja nikkede og kiggede mod de farverige linjer og figurer. “Og måske lever de videre, indtil vi kommer igen og skaber en ny historie.”

Det var næsten, som om de kunne se tegningerne bevæge sig, når de kiggede væk og så dem ud af øjenkrogen – som om blomsterne voksede, floden flød, og sommerfuglen baskede med vingerne, lige indtil næste dag, hvor de ville fortsætte legen på terrassen.

Læs også: Brød og kage